tirsdag den 29. oktober 2013

Hvordan får vi vågne og glade teenagere i timerne?

Vi har i årevis vidst, at vores sovemønstre ændrer sig med alderen, alligevel forventer vi det samme fra alle vores elever i skolen. Jeg synes, at det er uansvarligt at kalde teenagere for dovne, når vi godt ved, at det er vores system der ikke passer til deres naturlige rytme.

Det er lettere at ændre vores systemer end den natur der gælder alle pattedyr.

Som puberteten begynder bliver sengetider og vågne timer senere. Dette fortsætter hos kvinder til 19-års alderen og til 21-års alderen hos mænd, så begynder det at gå den anden vej. Som 55 årig begynder vi at vågne den samme tid som før vi gik i pubertet, i gennemsnit er det 2 timer tidligere end teenagerne. Dette betyder, at når alle starter i skolen kl 8, så svarer det til at børnene og de ældre lærere starter i skolen kl 8 og teenagerene føler det som kl 6. Det har alt sammen at gøre med de hormonelle ændringer der sker i puberteten.

Forskning har vist at en teenager har brug for ca. 9 timers søvn for at kunne opretholde fuld opmærksomhed og akademiske præstationer. Søvn har en uvurderlig rolle når det kommer til hukommelsen og vores evne til at skabe innovative løsninger til komplekse problemer. Søvnforstyrrelser øger niveauet af stresshormonet cortisol. Impulsive adfærd, mangel på empati, nedsat sans for humor og humøret er nogle af konsekvenserne ved søvnmangel.

I følge forskning kan langvarig søvnmangel være en vigtig faktor hos folk der er disponeret til tilstande som diabetes, fedme og forhøjet blodtryk. Bl.a. er søvnmangel forbundet med ændringer i stofskiftet. Et forsøg i USA viste at reguleringen af blodsukkeret blev stærk forringet hos teenagedrenge der kun sov fire timer på seks følgende nætter, deres insulinniveau kunne sammenlignes med tidlige stadier af diabetes. Unge kompenserer ofte for søvnmangel ved at drikke koffein- og sukkerholdige drikke, hvilket forsinker træthedsfornemmelsen.

På flere uddannelsesinstitutioner i både USA og UK har man taget disse fakta til efterretning og ændret mødetidspunktet for teenagerne. Det har resulteret i bedre akademiske præstationer, mindre sovende elever, flere der mødte til tiden og færre der opfattede sig selv som deprimerede.

Hvis I vil have, at jeres elever har en god skoledag, er læringsparate, drikker mindre sodavand og energidrikke, er mindre deprimerede og kommer til tiden, så tænk over om jeres organisering af hverdagen møder deres naturlige søvnmønstre eller om de modarbejder hinanden.


Hvad tænker du der skal til for at vi kan ændre mødetidspunkterne i udskolingen og gymnasiet så de passer til vores naturlige sovemønstre?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar