fredag den 28. februar 2014

Inklusion kommer efter eksklusion

Inklusion - det nye hit i skolen - er det så for barnets skyld, for de andre børns skyld, eller er det for pengenes skyld? Altså at vi nu, efter en lang periode med overvældende eksklusion, har fået anvist den nye linje, vi skal inkludere?


Inklusion som begreb, giver kun mening fordi vi først ekskluderer, og det er noget af det værste man mentalt kan udsætte mennesker, eller endnu værre børn for. Vi gør da også rigtig meget for, at børnene ikke opdager eller oplever, at det er det, de er eller har været, altså ekskluderet.

Forudsat, inklusion igen kan lade sig gøre, så lyder gevinsten besnærende. Det handler om, at det inkluderede barn kan få mere ud af det almindelige samvær, end ud af det specielle og ekskluderende. At blive inkluderet eller accepteret i normalsamfundet, det er et absolut succeskriterie for hele opvæksten, ingen ønsker for sig selv eller sine nærmeste at blive ekskluderet, det er altid noget man gør med andre. Eksklusion fra normalklassen er altså, set i det lys, en midlertidig foranstaltning, der alene har til hensigt igen at inkludere og bedre end før eksklusionen. Så er Inklusion uden først at ekskludere sjovere.


Men kan det lade sig gøre at inkludere i normalklassen med flere positive end negative udslag? Og inden for de rammer vi stiller til rådighed for medarbejderne i skolen? For det er jo en rigtig god idé at lade alle børn vokse og lære sammen, det giver en vigtig forståelse for mangfoldigheden i børnegruppen og senere i voksenlivet. Det savner vi.

Der er intet der reelt har ændret sig i folkeskolen siden vi begyndte at ekskludere, så hvorfor tror vi at det skulle være bedre for børnene og personalet nu? Er det altsammen bare hængt op på hvad vi beslutter os for eller kan man forestille sig at vi også bliver nødt til at ændre rammerne?

Inklusion forudsætter, at skolen i bredeste forstand kan rumme ungernes mangfoldighed. Det gælder naturligvis i aller højeste grad ungernes adfærd, viden, indsigt og forståelse, netop de personlige egenskaber, som curriculum hidtil er blevet brugt til at ensrette. Inklusionsprojektet bliver, sammen med klasseundervisningen og den længere skoledag (der kommer med skolereformen) let en bombe under folkeskolen.

Hvilke muligheder giver vi reelt lærerne for at være inkluderende og tilbyde et mangfoldigt læringsrum?

Det er svært at tilbyde differentierede muligheder i ét lokale, og det er klart sværere at samarbejde om børnegrupper når man er fysisk adskilt fra de andre professionelle voksne. Næppe mange har tænkt til ende, hvad det betyder at ville ensrette en på alle måder mere mangfoldig og krævende gruppe børn i længere tid uden i øvrigt at ændre noget som helst. Prøv at forestille dig klassen foran dig, nogle af ungerne keder sig, nogle har ikke lige fået sovet i nat, nogle er meget optaget af kammeratskabet i klassen lige nu, nogle vil gerne vise de lektier de har øvet hjemme, andre har slet ikke øvet noget, nogle er optaget af at udvikle det spørgsmål du lige har stillet, nogle har svært ved at lægge smartphonen helt væk, nogle af ungerne kan bare ikke klare at sidde stille længere - og sådan kunne jeg blive ved, ingen af klassens 25 elever er i samme mode som dig, der står alene foran dem og lige har været på kursus i classroom management, nej vel, det går bare ikke. Og så ku bilen i øvrigt heller ikke starte i morges (eller kæden blev ved med at falde af cyklen), det går bare slet ikke.

Skal vi nu, som en anden Niels Egelund til at finde lussingerne frem for at få styret lidt på adfærden og få ro, eller skal vi acceptere, at uanset det måske kan give ro, så er ro på baggrund af angst en af indlæringens værste fjender. Siden 60'erne har vi vidst, at det giver entydigt negativt konsekvens på læringen at anvende overgreb eller trusler i undervisningen, ja i hele opdragelsen. Defor har vi jo allerede for længe siden forbudt lussingerne og gået bort fra afstraffelse som en læringsmodel.


Vi kan og bør stille langt bedre rammer til rådighed:
  • Vi skal give underviserne mulighed for at arbejde med eleverne i forskellige grupper, tempi og på forskellige niveauer.
  • Vi skal give underviserne de bedste fysiske rammer til at kunne arbejde med eleverne i forskellige grupper og med forskellige opgaver. Her duer klasseværelset ikke længere, der skal et langt mere skiftende og mangfoldigt undervisningsmiljø til end det vi normalt har på vores skoler i dag.
  • Vi skal give underviserne mulighed for at arbejde sammen i grupper, grupper der er sammen om at undervise og coache eleverne. Vi skal give lærerne mulighed for at lære af hinanden mens de er sammen med eleverne.
  • Vi skal give underviserne mulighed for at efteruddanne sig til en skole med ligeværd og mangfoldighed, hvor eleverne undervises og lærer på meget forskellige nivauer og måder, alt afhængig af deres eget niveau og formåen.

onsdag den 19. februar 2014

Udvikling eller afvikling - Hvilket scenarie synes du uddannelsessystemet skal satse på?

Hvis de danske folkeskoler havde været private virksomheder og havde udviklet sig i samme tempo, som det er sket, så var de højst sandsynlig gået konkurs for længe siden. Det er kun fordi skolerne er offentlige, at de kan slippe af sted med ikke at være mere innovative og have tydligere individuelle profiler.

Vi har i et tidligere indlæg været inde på, at der med den nye skolereform er åbnet op for at skolens ledelse kan tiltage sig mere ledelse og indflydelse og at der er lagt op til at vi, som i udlandet, kan begynde at danne profilskoler.

Behovet for mere profilering gælder hele vores uddannelsessystem. Det er udtryk for en gammeldags tankegang, at man ikke behøver at fortælle om, eller reklamere med, hvilke arrangementer man har på sin institution. Man gør sif selv alle sine nuværende og kommende brugere en tjeneste, hvis man er tydelig med hvilke værdier og metoder der ligger til grund for den virksomhed man har.

Olli Niemi, finsk professor, taler om hvordan universiteterne kan lære fra indkøbscentrene når det kommer til at reklamere for, hvad der foregår af aktiviteter, i stedet for at informationerne føles næsten hemmelige.

Vi har frit skolevalg i Danmark og det er på tide, at vi begynder at udnytte det til at skabe et mangfoldigt undervisningsmiljø. Hvad er kvaliteten i at vi alle skal være ens?



OECD arbejder i øjeblikket på en PISA-baseret test til at sammenligne skoler. Det er ikke længere kun lande der skal være i konkurrence og udveksle 'best practice'. OECD siger selv, at en af de væsentligste forskelle mellem de to PISA-baserede test er, at den til "skoler er designet til at levere resultater for skoler og ikke at levere samlede nationale eller system-niveau resultater".

Vi kan enten bruge redskaberne og mulighederne til at teste os selv i forhold til de andre der gør det ligesom os. Derved kan vi sige "se, vi havde præcis de samme muligheder, men jeg kom først" eller længst eller størst eller hvad det lige er det går ud på at måle. Eller vi kan benytte lejligheden til at gøre forkellige forsøg og så bruge testene som en del af redskabskassen til at vurdere de forskellige forsøgs værdier. På den måde kan vi lære af og med hinanden.

OECD, som vi ofte lytter til når det handler om at spå eller på måle fremtiden, har opstillet 6 "Schooling Scenarios"der tilsammen giver et godt billede af at der må ske noget indenfor udviklingen af skolerne for at sikre et godt femtidigt uddannelsesmiljø.

De 6 scenarier er delt op i 3 overordnede retninger. Scenarierne går kort ud på følgende:

1. Forsøge at bevare status quo:
De grundlæggende funktioner i eksisterende systemer vedligeholdes ind i fremtiden, uanset om det er det offentliges valg eller på grund af manglende evne til at gennemføre grundlæggende forandringer.
  • I Scenario 1.a "Fortsættelsen af det bureaukratiske skolevæsen", udfolder fremtiden sig som en gradvis udvikling af det nuværende med stærkt pres for ensartethed og resistens over for radikale ændringer.
  • I Scenario 1.b "Lærerudvandring - 'nedsmeltningsscenariet'", er der en stor krise i systemet udløst af akut mangel på lærere.
2. Omskoling:
Der kommer større investeringer og udbredt anerkendelse for skoler og deres resultater, herunder over for de professionelle, med en høj prioritering af både kvalitet og egenkapital.
  • I Scenario 2.a "Skoler som centrale sociale centre", er der fokus på socialiseringsmål og skoler i lokalsamfund.
  • I Scenario 2.b "Skoler som fokuserede læringsorganisationer", er der fokus på viden i en kultur præget af eksperimenter, mangfoldighed og innovation.
3. Af-skoling:
I stedet for høj status og generøse ressourcer til skoler, medfører utilfredshed med en række nøgleaktører demontering af skolesystemer, i større eller mindre grad.
  • I Scenario 3.a "Læringsnetværk og netværkssamfundet", kommer nye former for kooperative netværk til at dominere og herske.
  • I Scenario 3.b "Udvidelse af markedsmodellen", tager konkurrerende mekanismer over og de offentlige reguleringer bliver fortrængt.
Jeg kan få øje på at flere af disse scenarier allerede er sat i spil rundt omkring. Kan du genkende de forskellige retninger?

"Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen", siger et kinesisk ordsprog ... er vi på vej dertil, hvor du gerne vil hen?