Et feltstudie i moderne skoleudvikling - Episode 1: Stedet

NBCS har gennem de sidste 8 år arbejdet på at udvikle deres pædagogiske og fysiske miljø til et mere åbent, samarbejdsorienteret og projekt baseret læringsmiljø.

Når man sætter sig for at lave et feltstudie der skal hjælpe med at afdække hvordan et åbent læringsmiljø virker i dagligdagen er stedet / feltet udgangspunkt. Det er vigtigt at identificere hvad der karakteriserer området og gør det specielt, hvorfor valgte jeg netop dette sted.

Northern Beaches Christian School er en privat skole der spænder fra børnehaveklasse til det der svarer til 3.G. Skolen er spredt over et stort område i flere bygninger, og udover et par nye større bygninger, er de fleste af bygningerne ældre etplans huse der står uafhængigt af hinanden.

NBCS er for stor en organisation og sted til at jeg kunne undersøge det hele på et tremåneders feltstudie, så jeg valgte at fokusere på et enkelt sted i skolen: The Zone. I The Zone fokuserede jeg min opmærksomhed på lærerne og det fysiske læringsrum.

The Zone var det første fysiske område der blev udviklet til et mere åbent læringsmiljø. Det blev ombygget fra fire klasseværelser og et bibliotek til at være et læringsmiljø for 6 store klasser. Idag huser det cirka 180 studerende (tre 5. klasser og tre 6. klasser) og 6-7 faste lærere.
Et af særkenderne ved The Zone er de modulære møbler, der er forskellige fra det, vi kender fra de fleste skoler og læringsrum. Området er designet til at være fleksibelt og har sofaer, borde, reoler, caddies (lærerens 'border') og whiteboards som alle er nemme at flytte rundt. For at gøre læringsmiljøet endnu mere fleksibelt og skabe rum for kreative aktiviteter, er The Zones vægge malet med whiteboard maling fra gulv til loft, og læringsrummet er forsynet med store skærme - to af dem selvstændige møbler der kan flyttes rundt. Derudover er der et våd-område udstyret med vask til arbejde med maling, gips mm. For at sikre at læringsmiljøet er rart at være i, er der air-condition i hele huset og store vinduer, der kan åbnes.

Dette var en kort præsentation af stedet for mit feltstudie. Nedenfor er billeder af de forskellige møbler og områder jeg har omtalt. I min næste blog vil jeg beskrive organiseringen af The Zone og de daglige deltagere, det vil sige lærerne og eleverne.


Jeg brugte 3 måneder på at studere et læringsmiljø i Sydney hvor jeg fokuserede på det fysiske miljø og lærernes samarbjede. Ud over alt det jeg lærte gennem mine observationer, lærer jeg hver gang jeg arbejder med det materiale jeg har med mig hjem. Henover foråret vil jeg dele mine oplevelser og opdagelser på denne blog, du kan læse om dem eller deltage ved at kommentere, alt du behøver gøre for at følge med er at følge os her eller på Facebook eller Twitter.

Lærerarbejdsområdet. Her forberedes, arbejdes og koordineres.

Caddy, en af lærernes bord.

Sofaerne der bruges i området findes i forskellige former.

Sofaer, skærm og whiteboard malet væg i et klasseområde

I baggrunden ses våd-området og i front høje borde på hjul.

Vores uddannelsesmiljø er gået i hak

Det danske uddannelsessystem er en lukket ring af vaner og mønstre og som en gammel LP er det gået i hak. Os der er gamle nok (eller hipster) ved at når en plade går i hak bliver man nødt til at flytte nålen.

Uddannelse er, og har altid været, en politisk slagmark og for nylig er skoleudvikling i høj grad drevet af politiske dagsordener og OECDs parametre for international sammenligning af uddannelsessystemer. Der er en øget interesse i skoledesign blandt designere, arkitekter, politikere og lærere. De har alle forskellige professionelle baggrunde og derfor forskelligt udgangspunkt til at indgå i dialogen, der er flere dagsordener igang hver gang en samtale krydser de forskellige professioner.

Derfor er vi nødt til hele tiden at holde os opdaterede med evidensbaserede argumenter og eksempler for at kvalificere den igangværende pædagogiske dialog om betingelser for læring. For det bør være en pædagogisk dialog selvom det handler om design. Designet er til for at understøtte og rammesætte den pædagogiske opgave skolen har ansvaret for. Ofte er de der har deres daglige gang undenfor skolen mere villige til at eksperimentere, ændre og stille krav til skolen og dens organisation end dem der færdes i den dagligt.

Så alt imens undervisere og forskere er enige om, at et uddannelsesmiljø baseret på klasseværelsets struktur ikke nødvendigvis giver de bedste betingelser for læring, er skoleorganisationer tilbageholdende med at ændre deres fysiske miljø. Det handler ikke kun om at der kan være store økonomiske udgifter i forbindelse med ændringer. Det handler lige så meget om at der kan være en usikkerhed omkring resultatet, forældrenes holdning til ændringerne og lærernes reaktioner på at arbejde i et ændret arbejdsmiljø.
I januar 2014 afholdte den finske uddannelsesstyrelse en nordisk konference om arkitektur, pædagogik og design. På en af konferencens workshops, hvor de fleste af deltagerne primært var lærere, var der enighed om at en af ​​de primære årsager til at undervisning stadig finder sted i klasseværelser er fordi lærerne ikke har nogle konkrete eksempler og ideer på hvordan undervisningen ellers skal foregå.

Jeg stod med samme udfordring da jeg var ved at uddanne mig til lærer og da jeg endelig stod ude i skolen som nyuddannet. Indtil da havde jeg som de fleste danske unge tilbragt mit liv udenfor hjemmet, i danske institutioner fra vuggestuen til gymnasiet og så seminariet. Den eneste tid jeg havde tilbragt udenfor vores samfundsinstitutioner var de sabatår jeg havde brugt på at rejse og finde ud af hvilket studie jeg skulle vælge. Jeg kendte alt for godt de mønstre og forventninger der var til opførsel og organisering af en læringssituation, de var blevet gentaget på seminariet. På seminariet bliver vi opfordret til at tænker 'outside the box' men vi bliver undervist på samme måde som på alle andre danske uddannelsesinstitutioner. Det danske uddannelsessystem bliver på denne måde en lukket ring af vaner og mønstre som bliver forstærket gennem alle led. Det er en vanskelig kultur at ændre for der er ingen naturlig startlinje og hvordan får vi inspiration til at prøve noget nyt når vi alle er oplært til at gøre det samme?

Jeg brugte 3 måneder på at studere et læringsmiljø i Sydney hvor jeg fokuserede på det fysiske miljø og lærernes samarbjede. Ud over alt det jeg lærte gennem mine observationer, lærer jeg hver gang jeg arbejder med det materiale jeg har med mig hjem. Henover foråret vil jeg dele mine oplevelser og opdagelser på denne blog, du kan læse om dem eller deltage ved at kommentere, alt du behøver gøre for at følge med er at følge os her eller på Facebook eller Twitter.

Der er mere brug for tid til bevidst samvær end til mere faglighed

Den traditionelle skole - nok så robust og effektiv til det den engang skulle kunne - er ikke længere en aktuel og relevant skole. Forandringen begynder med opløsning af klassestrukturen og af lærernes forlæsninger, det er der ikke brug for længere.

Uafbrudt raffinerer og kvalificerer vi skolens undervisningstilbud. Skoledagen forlænges, der skal mere sprog, faglighed og bevægelse ind i undervisningen, fedt nok. Eller måske ikke, meningerne er meget delte, måske ikke så meget om intentionen, men om metoden - mere tid på skolen. Alle de, der havde tænkt sig selv at bestemme over den tid, der nu bliver bundet på skolen er utilfredse. Det er naturligt nok og sin egen samtale værd.

Men når nu, eleverne får mere tid på skolen til læring og uddannelse, er det så bedst at bruge tiden til sprog, faglighed og bevægelse? Eller skal vi hellere se os om efter nye væsentlige emner, der er kommet til siden den seneste virkelig serøse og omfattende skolereform i 1958, fulgt op af den blå betænkning i 1960.

Læs også: Hvor er Danmark på vej hen? - Et historisk blik på skolens udvikling

Resultaterne af debatten siden 1958, som de kan læses i den seneste skolereform af 2014 er ikke særlig omsiggribende:

• Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
• Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
• Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.

Det helt store spring eller udvikling i formål og beskrivelse over de seneste godt 50 år, er det svært at få øje på, måske lige bortset fra betoningen af, at folkeskolen er en faglig uddannelse.

Men har samfundet da slet ikke udviklet sig i retninger, der afføder nye behov i folkeskolen? Selvfølgelig har det det. Kigger vi på nogle helt basale forhold i vores samfund har de ændret sig radikalt:

• Familiestrukturen er helt forandret, i 1960 var hovedparten af gifte kvinder hjemmearbejdende.
• Danmark var et udelukkende kristent samfund med troens etik og moral, i dag er der utallige trosretninger og livsanskuelser tilstede.
• Den almindelige boligform var en lejlighed, i dag er det et parcelhus med have.
• I dag bor mere end halvdelen af befolkningen i byer, og godt halvdelen bor alene eller alene med børn.

Alene i kraft af de fire forandringer har socialiseringen ændret sig grundlæggende. Som det væsentligste betyder udviklingen tillige, at børn i dag gennem institutionslivet vokser op i store børneflokke med (få) professionelle voksne. Der er kun kort tid sammen med familien, næppe tid nok til at aflæse og lære vilkårene for et harmonisk voksenliv, det skal i mindst lige så høj grad læres uden for hjemmet som i hjemmet.

Læs også: Skolens indlæring i den hierarkiske samfundsorden fastholder den sociale arv

Børnenes institutioner, ikke mindst folkeskolen har siden 1960 fået en nok så vigtig opgave i at give børn og elever viden og redskaber til at forme og vælge livsform, til at vælge sociale tilhørsforhold. Uden indsats vil samfundet udvikle sig mere og mere personificeret, simpelthen fordi fællesskabets viden og koder går tabt ved at overlade det til børnene selv at skabe deres værdier og relationer.

Forandringen begynder med opløsning af klassestrukturen og af lærernes forlæsninger, det er der ikke brug for længere, der er brug for bevidst samvær og gerne omkring et rammesat og værdibaseret curriculum, hvor fagopdelingen forsvinder og fagenes mangfoldighed og indhold læres i en sammensat helhed med livets mangfoldighed.

Læs også: Lærere og pædagoger forsøger ihærdigt på at forandre skolen til de nye behov, hjælp dem

Skolens indlæring i den hierarkiske samfundsorden fastholder den sociale arv

Der er flere der taber det sociale spil end vinder - bare se på hvem der “ejer Danmark". Er det ikke fantastisk, siden Anden Verdenskrig - altså 1945 - har vi vidst, at social mobilitet (bevægelse) stort set ikke sker.

Information, lørdag den 23. august 2014

Ja, men Camilla dog, hvordan kan du vide det?

Camilla er blandt andet blogger, samfundsfortæller og fremtidsfortæller. Det er nok derfor hun med vægt kan gentage den indlysende sandhed, som først Jylands-Posten og derefter information finder anledning til yderligere at gengive. Den sociale arv lever i bedste velgående i Danmark.

Social mobilitet sker så sjældent at vi oven i købet har et særligt navn til de få, det lykkes for, vi kalder dem mønsterbrydere. Dem taler vi så til gengæld så længe og indtrængende om, at vi næsten tror de er mange og at vi selv let kunne blive en af dem. Det har vi også et navn til, det kalder vi "den amerikanske drøm". Det er mere sådan et kollektivt mantra, utrolig effektivt og passiverende (meget bedre end pot).

Sjældent taler vi om at der er flere, der bryder mønstret den anden vej. Det er ikke nær så opløftende, det gør vi bare som om ikke sker. Men hvordan kan jeg overhovedet påstå, at det er sådan?Eftersom færre ejer mere og en større og større del af den fælles kage. Altså færre både faktuelt og relativt ejer mere, så må der være flere, der taber end vinder spillet om stigens trin. Samtidig med at vi personificerer mønsterbruddet, og reelt anser det som et personligt anliggende og ansvar, så fodrer vi den kollektive bevidsthed med den utopiske "amerikanske drøm" om at alle kan bryde mønsteret og nå et eller flere trin op ad stigen.

Dette er vi som samfund nødt til at bryde med. Folkeskolen fastholder situationen, alene på grund af dens organisering uanset den enkelte lærers intentioner. Så længe folkeskolen benytter sig af tidligere tiders undervisningsmetoder med lærerne som entydig autoritet i spidsen for klassen, alvidende om elevernes behov, fastholder vi, som eneste sikre resultat, en ensretning og indlæring i den hierarkiske samfundsorden.

Læs også: Eksklusion og inklusion, derimellem ligger mobning.

Elevernes klasserumsoprør er et sundhedstegn, ubevidst ved de at den traditionelle skole - nok så robust og effektiv til det den engang skulle kunne - ikke længere er en aktuel og relevant skole. Forandringen begynder med opløsning af klassestrukturen og af lærernes forlæsninger, det er der ikke brug for længere.

Folkeskolereformen kan næppe stå alene. Heldigvis er en gruppe erfarne Australiere klar til at hælpe.

Folkeskolereformens største aktiv og største modstand ligger næppe så meget i den ekstra skoletid, som i at medarbejderne, samtidig med at de mister en del af deres rådighed over egne arbejdstimer også mister deres metodefrihed. Der er ikke noget bemærkelseværdigt i at medarbejderne protesterer, en forventning om det modsate er naivt.

De nye vilkår for medarbejdernes arbejde er nu alligevel tæt ved at være det bedste der er sket med den danske folkeskole siden den blå betænkning i 1960. Nu er der muligheder for at forandre skolens undervisning, som vi ikke har set tidligere. Skolen trænger til gennemgribende forandring, hvor klasseundervisning bør søges erstattet af instruktioner, gruppearbejde og læring. Medarbejderne bør i fremtiden aldrig arbejde alene og mindst den ene væg til klasseværelset bør fjernes. Skolebygningerne skal forandres til læringslandskaber.

Det er nyt, meget nyt, så inden vi er fremme ved en ny "skoleorden", hvor først og fremmest eleverne synes det er spændende og givende at deltage i, så forestår der et kæmpe udviklingsarbejde.

Heldigvis har australske skolefolk, der oprindelig er inspireret af Gentofte Kommunes skoleprojekt i årene 1998 - 2008, især Hellerup Skole, forsket og udviklet en anderledes og bedre skole. En skole der, med sine 1200 elever bygger på lærerteams, som samarbejder hele dagen omkring elevgrupper, der primært arbejder med projekter. Ikke opgaver med et forudgivet rigtigt resultat, nej med projekter, som projekter er i det omgivende samfund. Skolens curriculum er en ramme hvori eleverne udfolder sig.

Aussierne kommer til Europa fredag den 3. og lørdag den 4. oktober, hvor de gennemfører et todages seminar. Seminarets mål er at give deres erfaringer tilbage til Europa og samtidig tilbyde en åben dialog om den videre udvikling af en skole med fokus på eleverne, deres læring og det læringslandskab de bevæger sig i.

Vi, LOOP.bz kender folkene fra Australien. De har noget på hjerte, som er direkte brugbart. De har et fornyet syn på den almindelige skole at tale om og at give dig med hjem. 

LOOP.bz deltager gerne i et par internationale konferencer om skoler og læring om året og i år har vi valgt denne som en af dem. Jeg håber vi ses til konferencen, som kan give dig helt nye værktøjer til en anderledes og mere tidssvarende folkeskole.


Her kan du tilmelde og læse mere om seminaret den 3 og 4 oktober.

Programmet ligger her

en hurtig læst "flyer"


Konferenceprisen er til at overse 390 AUSD eller ca. 2050,- DKK.

Konferencen finder sted på
Col.legi Montserrat,
Avinguda Vallvidrera,
6808017 Barcelona.

Til prisen skal lægges fly og hotel, men det er stadig en overkommelig pris og Barcelona er en smuk by at opleve, hvis du har mulighed for at blive en dag eller to mere. 

Lærere og pædagoger forsøger ihærdigt på at forandre skolen til de nye behov, hjælp dem

Der stilles helt nye krav til vores uddannelser end vi har været vant til og end vi kan overskue. Den uforløste udfordring er: hvordan skaber vi en skolestruktur og en skoleindretning, der imødekommer lærernes og elevernes uafviselige forventninger og krav til forandring.

Lærere og pædagoger arbejder ihærdigt på at forandre deres virksomhed til de nye behov. Heldigvis imødekommes de nye krav af de samme elementer som har skabt behovet, nemlig den elektroniske informationsteknologis nye orden for vidensformidling og kommunikation. Uddannelsen bevæger sig fra undervisning til læring, metoderne bevæger sig fra overlevering, overførelse og anvendelse til instruktion, vejledning, nysgerrighed, opdagelse, projektarbejde, kreativitet og handling.

Skolernes struktur og indretning har imidlertid ikke ændret sig synderligt siden 90’erne. De mange forsøg på fleksibilitet i undervisningen ved hjælp af foldevægge, skydedøre og glaspartier ændrer ikke skolens grundstruktur.

Med tydelig reference fra vores religioner, der før skolen var samfundets eneste fælles opdragelse i moral og samfundsorden, opbygget omkring kirker, med præsterne som de lærde undervisere, skabte vi den almene skole med klasseværelser og en ansvarlig lærer til en gruppe elever.

Som det er beskrevet af en række samfundsforskere op gennem forrige århundrede, blev skolens virksomhed, fuldstændig, som resten af samfundet, håndhævet gennem regler og disciplin. Klasseværelset med stramt opstillede borde og en lærer foran alle eleverne er et velegnet design til både levering af undervisning og til opretholdelse af disciplin.

Men i dag er læring meget mere end at sidde ved et bord

og meget af det vi gør ved borde behøver jo slet ikke være ved borde

på den måde kan vi få plads og råd til mere mangfoldige miljøer

Hvordan ser der ud, der hvor du befinder dig lige nu? Del en beskrivelse eller et billede

Eksklusion og inklusion, derimellem ligger mobning.

Vi har skabt et skolemiljø, hvor næsten 2 ud af 10 elever bliver mobbet, det er bare ikke godt nok!

v/ Helle Rabøl Hansen



.

I anledning af at vi her i 200 året for undervisningspligtens tilblivelse også fejrer vi 10 års fødselsdagen for "Erklæring om Nationalt Samarbejde for Social Trivsel og mod Mobning i Grundskolen" også kendt som Trivselserklæringen, har vi valgt at dedikere denne blog til dem der bliver mobbet, og sender en bøn til politikerne om, at tage ansvar for den kultur skolen bygger på, som danner grobund for mobning.

Mobning opstår blandt andet fordi vi organiserer skolen på en måde, der fremmer individuel adfærd på bekostning af fællesskabet. Det uagtet at fælleskab er samfundets vigtigste og uundværlige fundament, uden fællesskab og sammenhold ikke noget samfund, så hvad er det egentlig vi har gang i?

v/ Helle Rabøl Hansen

.

Vi ved fra empirisk forskning, at mobning opstår i stigende grad med socialt dårligt fungerende grupper. Altså, mobning opstår når gruppemedlemmer i mangel på egen værdi, selvværd og integritet, finder værdi og magt gennem nedvurdering og eksklusion af potentielle gruppemedlemmer.

Mobningens fundament og arnested er vores egen organisering og tilrettelæggelse af skolen. En organisering der fremmer det konkurrerende menneskes iboende tilbøjelighed til at bekæmpe sine konkurrenter i lige så høj grad som til at fremme sine egne kvalifikationer. Det handler om at vinde og det uden hensyn til hvem, der betaler prisen, bare det er de andre.


Vi kunne organisere skolen med fokus på samarbejde, læring fra elev til elev, fælles opgaver, socialt ansvar og samvær. I stedet for at fremme den individuelle konkurrence med tilhørende magtspil, kan skolen organiseres omkring ansvar, fællesskab og samarbejde. Mobning er et kulturfænomen, kulturfænomener kan ændres, fremmes eller elimineres, det kalder vi politik.

Trivselerklæringens jubilæumsmanifest indleder med at fastslå alle elevers ret til et godt undervisningsmiljø. Baggrunden for at fastslå elevernes ret er som bekendt, at det så langt fra altid er tilfældet i virkelighedens skole, ca. 4 elever i hver klasse bliver udsat for mobning, står der i manifestet.


Trivselserklæringen fra 2004 er opbygget omkring fire udsagn fra henholdsvis skoleledere, lærere/pædagoger, forældre og elever. Alle udsagn begynder med "Vi ved, at vi som ......   har et ansvar for....   derfor vil vi........"



Det er altså skolens egne parter der tager ansvaret for at bekæmpe mobning i skolen. Det er flot og ansvarsfuldt, men næppe særlig virkningsfuldt. Når nu vi ved, at det er vores måde at tilrettelægge folkeskolen på, der skaber og nærer mobning. Trivselserklæringen er at bekæmpe symptomer den bekæmper ikke årsagen.

Vi efterspørger en politisk fødselsdagserklæring "Vi ved, at vi som politikere har ansvar for skolens struktur og organisering, derfor vil vi organisere skolen med fællesskab og solidaritet i centrum vi vil organisere skolen, så den fremmer de værdier et social ansvarligt samfund har brug for."