tirsdag den 21. januar 2014

Hvor er Danmark på vej hen? - Et historisk blik på skolens udvikling

I Danmark har vi stor metodefrihed, hvilket betyder det at er op til den enkelte lærer eller pædagog at vælge den tilgang de er overbevist om er mest gavnlig for deres arbejde med børnene. Med den nye skolereform og fælles overenskomst for lærerne er der åbnet op for at skolens ledelse kan få mere indflydelse på den tilgang skolen har til elevernes læring.

Der er lagt op til at vi, som i udlandet, kan danne profilskoler og kan være mere sprogliggjorte om de metoder der anvendes. Dette kan være med til at påvirke forældrenes valg af skole, hvilket allerede i dag er frit. 

Kritikken af det frie skolevalg ligger i at det ofte kun er de ressourcestærke forældre der aktivt vælger miljø til deres børn, og spørgsmålet er om det vil bliver mere udpræget eller om det tværtimod vil blive mere tydeligt og dermed lettere for alle familier at gennemskue hvad skolerne tilbyder. 

Det er tydeligt at udviklingen er på vej mod et mere formaliseret og italesat børne- og ungemiljø end vi før har oplevet, blandt andet fordi vi ikke kan sidde overhørig hvad vi erfarer gennem vores undersøgelser af verden og os selv som mennesker.

Vi tager lige et historisk kig på skolens udvikling.
Ifølge Foucault er det disciplinen der er grundlægger for institutionerne. Han tager udgangspunkt i dens indtog i det 18. århundrede, der i øvrigt var en skelsættende tid for uddannelsessektoren:
  • I 1739 blev det, i Danmark, fastslået at alle børn skulle gå i skole til de blev konfirmeret
  • I 1791 startede det første lærerseminarium der skulle tage sig af at lærerne var kvalificerede til at varetage undervisningen.
  • I 1814 indførtes der 7-års skolepligt i Danmark, skolen beskrives i lighed med det vi kender fra Foucaults beskrivelser af institutionerne i Frankrig “Disciplinen var streng og straffene ofte hårde og korporlige. Pædagogisk var der tale om udenadslære, overhøring og elevernes indbyrdes undervisning som supplement til den ene lærer, der ofte stod med 30 elever eller flere.” (danmarkshistorien.dk)
  • I 1855 bliver skolepligten til undervisningspligt, hvilket betyder at forældre nu selv kan vælge hvordan deres børns undervisning skal foregå, dette giver mulighed for en udvikling af de pædagogiske metoder, niveauet bliver testet med en eksamen 2 gange om året.
  • Med en ny lov i 1903 bliver enhedsskolen til, disciplin og hårde (også fysiske) straffe var stadig en stor del af skolens dagligdag
  • I 1967 blev det forbudt at anvende fysisk straf i danske skoler.

I 1960’er starter ungdoms- og studenteroprøret i de vestlige lande, det kommer i en tid hvor der er store årgange på uddannelserne og et stemningsskift i hele samfundet. Det havde hidtil været faux pas at stille spørgsmål til den traditionelle måde at leve på, den måde hvorpå familieinstitution og uddannelsesinstitutionerne var tilrettelagt. Man var påpasselig efter Hitlers håndtering af Tysklands 
udvikling og de fleste nye tiltag blev opfattet som en trussel mod det samfund man havde organiseret. Men med besættelse af de højere læreanstalter, opråb om medbestemmelse over egen uddannelse og levevis, gør de unge oprør mod den samfundsopfattelse man hidtil har levet under.

Inden for de pædagogiske kredse udviklede det sig op gennem 60’erne og 70’erne til i stigende grad til at handle om ‘at lære at lære’, kritisk selvstændig tænkning, problemløsning, kommunikation og samarbejde kom i fokus. Vi skulle ikke længere bare uddanne ved hjælp af udenadslære, men vi skulle bane vejen for at de kunne blive selvstændige samfundskritiske borgere i en demokratisk verden. I Danmark fastholdt vi med læreruddannelsesloven fra 1966 ideen om enhedsskolens lærer, selvom man i andre lande bevægede sig mod mere specialiserede opdeling af lærerne i fag-fagligheder. I 1972 blev undervisningspligten forlænget til 9 år og i 2008 blev den udvidet med endnu et år, så der nu er undervisningspligt fra det år barnet fylder 6 år og ti år frem.


I 90’erne bliver det populært at tale om det kompetente barn, et syn der udspringer af Daniel N. Sterns arbejde og bliver kendt i Danmark med Jesper Juuls bog om emnet. "Titlen ”Dit kompetente barn” blev i sin tid valgt både som modsvar til, hvad traditionel udviklingspsykologi mente om børns eksistens og som udtryk for, at det betaler sig at satse betydeligt mere på dialog, gensidighed og inddragelse end på opdragelse i gammeldags forstand”, forklarer Jesper Juul til Kristeligt Dagblad 16 år efter bogens udkommelse. I midten af 90’erne bliver Internettet introduceret til verden og i løbet af 10 år ændre det alle regler for kommunikation på samfundsniveau. Det har det sværere ved at vinde hævd i uddannelserne og stadig betyder det ikke nok til at kommunikations- og undervisningsformen har ændret sig betydeligt. I de akademiske kredse behandler man stadig emnet IT og undervisning som om det er noget nyt man skal finde plads til i systemet.


Fra omkring årtusindskiftet ser vi hvordan uddannelsessystemet pludselig bliver meget optaget af sammenligninger og resultater uddannelsesinstitutionerne imellem. PISA test tager fat i den uddannelsespolitiske debat både herhjemme og internationalt. Japan, England og Danmark er de nationer der bliver størst uddannelsespolitisk påvirket af PISA.
I Danmark reorganiserer vi, over flere omgange, hvordan vores videregående uddannelser skal ledes og fordeles for at leve op til et system hvor uddannelser er standardiserede og dermed målbare i forhold til hinanden. I 2007 indføres ny karakterskala der skal gøre det nemmere at oversætte til ETCS-skalaen der bruges til at sammenligne internationale karakterskalaer. Alt dette er også en del af globaliseringen der sammen med Internettet pludselig går stærkt. Vi skal være konkurrencedygtige og der skal skabes mulighed for at man kan studere på tværs af grænser, så Europa kan markere sig som fællesskab i forhold til USA og Kina.


Skolerne har altså ikke ændret sig synderligt og hele verden over uden hensyn til kultur, religion og klima ligner skoler hinanden. Gange, klasseværelser, lærerværelser, skemaer der bestemmer hvornår man skal hvad og en forventning til forældrene om at leve op til et ansvar om at børnene møder skoleparate til rollen som elev, præcis som Foucault beskriver det fra det 18. århundrede.

Hvad skal det næste skridt være for Danmark? 

1) Skal vi gøre som Lyngby-Taarbæk, hvor man har valgt at gå imod skolereformens ide om skoleledernes nye muligheder og ansvar. For at sikre en uforandret og ensartet struktur på kommunens skoler er man gået den anden vej igen. 

Man har centralt indgået en lærertidsaftale om hvordan timerne skal fordeles, så skolelederens rolle som hovedsagelig administrativ leder fastholdes og lærernes selvbestemmelse bevares. Lærertidsaftalen ligner og erstatter den gamle fælles overenskomst. Foreløbig er Lyngby-Taarbæk alene om at fastfryse skolernes vilkår og udvikling.

2) Eller skal vi benytte skolereformens muligheder og vise vi kan være på forkant med en udviklingen i samfundet?  

Vi er i Skandinavien allerede kloden rundt kendt for vores børnesyn og vores uformelle og tillidsfulde samværsformer med børn. Vi er kendt for vores design og i det private erhvervsliv for vores kreative ledelsesstil. Er det ikke på tide, at vi kombinerer dem og af hensyn til ungernes fremtid sprænger alle rammer for, hvad vi traditionelt kender fra uddannelse i klasseværelsets skemabelagte lektioner?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar